Christopher Nolans samlede værk

I næste uge er der efter et temmelig langt tilløb endelig danmarkspremiere på Christopher Nolans nye film, Tenet. Den er blevet udskudt flere gange på grund af coronakrisen, men nu har Nolan og Warner Bros. besluttet, at verden – og biograferne – ikke kan vente længere, og filmen har premiere verden over onsdag. Dog ikke i USA, hvor det meste af samfundet og dermed biograferne stadig er lukket ned. De må vente lidt.

Og hvorfor ikke varme op til premieren på Tenet med anmeldelser af hans tidligere film? Det viser sig, at jeg faktisk har anmeldt stort alle Nolans film til Information – lige med undtagelse af Inception. Jeg må have været på ferie, da den havde premiere.

Men jeg har altid været glad for hans film – få instruktører formår som Nolan at lave film, der både har noget på hjerte og vil underholde stort og bredt – og lad os begynde med min anmeldelse af den første af hans film, der havde dansk biografpremiere, nemlig Memento (der var hans anden som instruktør. Den første, Following, er en mystisk lille sag lavet i England).

Den fortæller så at sige sin historie bagfra, og jeg besluttede mig for også at skrive min anmeldelse bagfra. Jeg ved ikke, hvor mange, der lagde mærke til det dengang – jeg ved, at chefredaktøren gjorde – men det var et meget sjovt eksperiment.

Memento var filmen, der åbnede Hollywoods døre for Nolan, og han fik mulighed for at lave Insomnia, der er en genindspilning af en ikke mindre god norsk film. Al Pacino og Robin Williams er begge aldeles fremragende i Nolans udgave.

Efter Insomnia var det så tid til en af mine favoritter blandt Nolans film, nemlig The Prestige, der både handler om illusionister og tryllekunstnere og i sig selv er et stort illusionsnummer, denne gang med Christian Bale og Michael Caine i to af hovedrollerne – samt Hugh Jackman, Rebecca Hall og David Bowie som Tesla. Jeg elsker film om tryllekunstnere, og der er et eller andet magisk over The Prestige og hele dens opbygning og, ja, Nolans sleight of hand.

Bale og Caine vendte tilbage hos Nolan i instruktørens monstersælgende Batman-trilogi – Batman Begins, The Dark Knight med Heath Ledgers uhyggelige Joker og selvfølgelig The Dark Knight Rises – som jeg også holder meget af. Den er noget ganske andet og meget mørkere end Tim Burtons to kulørte og underholdende Batman-film, og det er fedt, at en figur som Batman kan bruges til så meget forskelligt. Nolans Batman-film var virkelig film til tiden – en dyster tid præget af konflikt og terror.

Jeg siger ikke, at Interstellar er verdens bedste science fiction-film, men den er fandeme god, ikke mindst fordi den midt i al det visuelle lir og rumrejserne fortæller en meget rørende historie om en fars kærlighed til sin datter – en kærlighed, der rækker på tværs af tid og rum. Mange mennesker har beskyldt den for at være fuld af plothuller – pladder, siger jeg bare. Og hvis den var, ville det være ligegyldigt, fordi den er så stærk på alle andre måder. Jeg endte med at diskutere Interstellar med en del mennesker, endda også i radioen, og jeg skrev efterfølgende et lille forsvar for den og for Nolan.

Den seneste af Nolans film, jeg har anmeldt, er selvfølgelig Dunkirk, hvor han igen beviste, at han er en audiovisuel mester, et teknisk geni, der tager et fast greb om sit publikum og bliver ved med at stramme det, indtil filmen er forbi.

På mandag morgen, meget tidligt, sidder jeg så klar i Imperial for at se Tenet på 70mm celluloid-film. Det bliver forhåbentlig en på alle måder stor oplevelse.

Offentliggjort  19/08/2020