Endelig kom Disney+ til Danmark

Der er meget, man kan kritisere Disney-koncernen for, men jeg må indrømme, at min kritiske sans fordampede i samme øjeblik, som jeg for en uge siden for første gang loggede ind på Disney+.

Jeg er – som så mange andre – livslang Disney-fan, og det er i høj grad en nostalgisk oplevelse for mig at trawle igennem den nye streamingtjenesten og fordybe mig i nogle af alle de sjældne, gamle ting, som der heldigvis også er blevet plads til blandt alt det nye og glittede.

Det og meget andet skrev jeg forleden om i en stor artikel i Information. Selve artiklen er bag betalingsmur, men her er et lille uddrag, som handler om den dag for mere end 40 år siden, hvor jeg virkelig faldt for Walt Disneys skaberværk.

Jeg kan ikke have været mere end fem eller seks år gammel. Jeg sad foran et ikke særlig stort sort-hvidt tv-apparat i mine bedsteforældres dagligstue på Smingevej i Resenbro lige uden for Silkeborg og var helt og aldeles tryllebundet af det, jeg så på skærmen.

Her stod en smilende mand med overskæg og fortalte om »det lykkeligste sted på Jorden«, en ny forlystelsespark, han havde bygget, og som snart skulle åbne i Amerika. Disneyland hed parken, og den var fuld af magi og eventyr og spænding.

Jeg kunne næsten ikke være i min krop over, hvor gerne jeg ville besøge det sted og opleve alle de fantastiske ting, som manden viste frem og talte med stor entusiasme om.

Jeg husker ikke så mange andre af den slags definerende øjeblikke fra min tidligste barndom, men jeg husker dét. Siden fandt jeg ud af, at udsendelsen var fra 1955, og at manden hed Walt Disney, et navn, jeg forbandt med det årlige Disneys Juleshow og det ugentlige Anders And-blad, som min mor købte til mig.

Han, Walt Disney, var en god historiefortæller, og han var god til at iscenesætte sig selv, og min kærlighed til hans enorme skaberværk blev grundlagt den dag i sidst i 1970’erne i huset på Smingevej.

Det er svært at overvurdere den indflydelse, som Disney har haft på min og adskillige andre generationer af mennesker verden over. Det er selvfølgelig langtfra alt, hvad selskabet rører ved, der er lige godt. Men som alle andre pionerer, der har noget unikt at byde på, har de formået at skabe og i perioder sætte sig på en niche, der med tiden kun er blevet større.

Walt Disney og hans folk var i 1920’erne og 1930’erne nogle af de første til at tage tegnefilmen alvorligt og betragte den som en kunstart.

Først med utallige vittige, flotte kortfilm med Mickey Mouse, Pluto, Anders And og Fedtmule i hovedrollerne, siden med de første animerede spillefilm: Snehvide og de syv små dværge, Fantasia, Dumbo, Bambi, 101 dalmatinere, Junglebogen, Lady og Vagabonden og så videre og så videre.

Jeg har besøgt to Disneylande – dét i Paris og et af de to, der findes i Tokyo. Begge gange har været store oplevelser, ikke mindst fordi jeg er meget fascineret af de såkaldte imagineers, der står bag forlystelserne i parken. En af de nye serier på Disney+, Disneyparkernes historie – The Imagineering Story – handler netop om arbejdet med det første Disneyland og al den kreativitet og det hårde arbejde, der ligger bag planlægningen af parkerne og deres fortsatte virke.

Så optaget af Disneyland er jeg, at jeg faktisk har et kort over parken fra 1960’erne, og at jeg for nylig har købt hele to korte smalfilm, der tager publikum med på en rundtur i Disneyland. At jeg så endnu ikke har besøgt Disneyland i Californien, er både skammeligt og temmelig smertefuldt.

Når vi engang kan rejse frit igen, må det simpelthen være en af mine første destinationer.

Jeg skal lige huske at sige, at den gode Jakob Stegelmann også er gået på jagt efter gamle ting og sager i de bugnende Disney-arkiver, og det skriver han selvfølgelig om på sin hjemmeside.

Offentliggjort  23/09/2020