Mit livs biografer

Forleden havde jeg en meget stor artikel, Biografen er min katedral, det sted, hvor jeg har mine spirituelle oplevelser. Slutter det nu?, i Dagbladet Information om biografoplevelsen, og hvad den er og måske vil være i fremtiden – her i coronapandemiens skygge.

Det er både en personlig hyldest biografen, og hvad den betyder for mig, og så byder den på udtalelser fra en lille håndfuld kloge filmmennesker, som fortæller, hvorfor biografen er vigtig for dem, og hvorfor de mener, at den aldrig vil forsvinde.

Her er et lille uddrag fra begyndelsen af artiklen (resten er bag betalingsmur):

Lige præcis i dét øjeblik, hvor lyset slukker, mens fortæppet glider fra – ja, nogle biografer bruger stadig den slags charmerende anakronismer – og filmselskabets logo toner frem på det store, hvide lærred, så kan alting ske.

I det øjeblik begynder jeg at sitre af forventning i biografsædet. Verden står åben, og de næste to timer har potentialet til at blive de bedste i mit liv. I det øjeblik glemmer jeg tid og sted og er parat til at lade mig føre ind i en anden verden, hvor jeg måske ikke har været før, og som jeg, når filmen er slut, kun nødig vil forlade igen.

Det er for mig en af biografoplevelsens væsentligste styrker i forhold til hjemmebiografen: mørket, fordybelsen, det store lærred, der fylder hele synsfeltet, den altomsluttende lyd, overgivelsen til et andet menneskes kunstneriske ambition og forventningens fortryllende glæde. Biografrummet er min katedral, det sted, hvor jeg dyrker mine guder og har mine spirituelle oplevelser.

Det er dog længe siden, at jeg sidst har været i biografen – næsten to måneder. For lige nu er alle landets biografer lukkede på grund af coronavirussen, og det vil de formentlig være et stykke tid endnu. Måske endda til vi alle er blevet vaccinerede, og det igen regnes for sikkert at færdes blandt andre mennesker. Så spørgsmålet er ikke kun, hvornår jeg igen får lov til at gå i biografen, men hvornår nogen af os får, om danskerne overhovedet vil vende tilbage, og hvor mange biografer der i så fald er at vende tilbage til.

Det er en artikel, jeg længe gerne har villet skrive, og oprindeligt ville jeg have krydret den med små nedslag i de biografoplevelser, jeg husker bedst fra mit liv. Den del af artiklen blev dog ikke til noget, men jeg nåede alligevel at skrive nogle af de oplevelser, og dem kan man læse her. Jeg vil nok føje flere til, efterhånden som jeg får tid – og får dem tænkt igennem.

Bio Silkeborg, januar 1983, E.T.

Jeg kan ikke afvise, at det var i anledning af min 11-års fødselsdag i slutningen af januar, at min mor og jeg begge sad på en af de bagerste rækker i Bio i Silkeborg og græd, da det lille rumvæsen, E.T., tog afsked med sine menneskevenner i slutningen af Steven Spielbergs vidunderlige film. Det er den første biografoplevelse, jeg kan huske, og den gjorde stort indtryk. Selve biografen eksisterer ikke længere. Den lukkede for små 20 år siden, og bygningen blev revet ned i marts 2020.

Filmklub, Frederiksberg, 1985, Alien

»I rummet kan ingen høre dig skrige.« Sådan lød den såkaldte tagline til Ridley Scotts Alien (1979), som jeg første gang så på 16mm sammen med mine klassekammerater i en filmklub på Frederiksberg i midten af 1980’erne. Det var på én gang magisk og dybt skræmmende. Den dag i dag formår filmen at skræmme mig.

Den Lille Biograf, Silkeborg, 1989, Den gode, den onde og den grusomme

Efter nogle år i København flyttede min mor og jeg tilbage til Silkeborg, hvor jeg skulle gå i gymnasiet. Jeg blev billetsælger, filmbestiller og operatør i Den Lille Biograf, der lå på Bindslev Plads midt i byen og var frivilligt drevet. Vi viste ofte gamle film. En aften skulle jeg køre Sergio Leones klassiske spaghettiwestern, Den gode, den onde og den grusomme (1966). Jeg satte filmen i gang – det var på enorme og meget tunge 35mm-filmspoler dengang – og forlod operatørrummet. Da jeg kom tilbage, var filmen knækket, men fortsatte med at køre, og der lå nu metervis af filmstrimmel på gulvet i operatørrummet. Det tog mig en rum tid at få styr på det og få lappet filmen sammen igen. Den Lille Biograf eksisterer heller ikke længere, men det var her, at jeg fik min første rigtige filmiske dannelse med alt fra Den andalusiske hund og Diva til Blues Brothers, Mine aftener i Paradis og Avalon.

Bio Silkeborg, 1989 og 1991, Back to the Future II og Hook

Jeg har en svaghed for Steven Spielbergs Hook, som ellers er en af hans mest udskældte. Det hænger sikkert sammen med, at jeg så den i en biograf, da den havde premiere. Det samme gælder Back to the Future II, der ikke ligefrem er den bedste i trilogien. Og hvor var det dog vildt, at der allerede var en tre’er på vej – da filmen sluttede, var der simpelthen trailer for tre’eren, som var blevet skudt i forlængelse af to’eren.

Imperial, København, september 1993, Jurassic Park

I sommeren 1993 forlod jeg arkæologistudiet på Københavns Universitet og begyndte i stedet som redaktionel assistance på det filmtidsskrift, jeg havde læst siden min gymnasietid, Levende Billeder. Per Juul Carlsen, der i dag er vært for Filmland på P1, var redaktør, og inden længe blev jeg hans højre hånd. En af de første pressekørsler, jeg var med til, var på Steven Spielbergs Jurassic Park. Det var en mageløs oplevelse. Scenen, hvor de enorme dinosaurer til tonerne af John Williams’ musik lyslevende bevægede sig rundt på lærredet, så biografsædet rystede, var et vaskeægte stykke filmmagi, der stadig sidder i mig.

Grand Théàtre Lumière, Cannes, maj 1998, Idioterne og Festen

I september 1997 begyndte jeg som anmelder og journalist på Dagbladet Information. Året efter sendte avisens chefanmelder, Morten Piil, mig til filmfestivalen i Cannes for første gang. Og sikke et år: De to første dogmefilm, Thomas Vinterbergs Festen og Lars von Triers Idioterne, havde verdenspremiere på festivalen og tog verden med storm. Der kan være mere end 2.000 mennesker i festivalens største biograf, Lumiére, og hvor var det dog vildt at sidde blandt så mange andre mennesker og lade sig forføre af to stærke film, der i dén grad talte direkte til mig i et filmsprog, der føltes innovativt og moderne. Det år blev Vinterberg en verdensstjerne, og blot det, at man var dansk, var nok til, at man også fik del i succesen, når man talte med kritikere fra andre lande.

Offentliggjort  16/01/2021