Samlerens samling
Det er ikke for ingenting, at jeg har lavet en podcast, Samlerne, der handler om samlere og om at samle. Jeg er selv en uforbederlig samler, og selv om jeg har fået lidt mere fokus og retning på mit samleri gennem de seneste 10-15 år, så samler jeg stadig til højre og venstre: Film, plakater, fotografier, memorabilia, bøger, LEGO og meget andet.
Jeg lider i dén grad, som jeg formulerer det i Samlerne, af et mildt vanvid.
Her på siden kan man se nogle af de genstande, jeg har i min samling. Jeg køber hele tiden nyt, og der er meget, som jeg endnu ikke har haft tid til at lægge ud, så hold øje med siden.

Hitchcock-frimærker
Jeg har en faible for Alfred Hitchcock og for Guillermo del Toro. I en af de kortfilm, der er lavet om del Toros enorme samling af alt muligt, ikke mindst film-memorabilia, fik jeg øje på disse frimærker, som jeg bare selv måtte eje.

Max Rée
Den danskfødte kostume- og production designer Max Rée vandt som den første dansker nogensinde en Oscar for sit arbejde på en western, Cimarron. Her ses han i 1930’erne på sit kontor hos filmselskabet RKO. Læs mere om ham i bogen Drømmen om Hollywood, som jeg har skrevet sammen med Jacob Wendt Jensen.

Bolex-tasker
Med de tre Bolex-kameraer fulgte disse to elegante lædertasker til at bære dem i. For en samler betyder originalemballage og -tasker og den slags lige så meget som selve genstanden.

Bolex-kameraer
Min gode ven Michael Wikke har vækket endnu en side af samlermonsteret i mig, og på en auktion sammen med ham købte jeg disse tre, smukke Bolex-kameraer. Der er to dobbelt-8-kameraer og et enkelt 16 mm-kamera. Og de er kun begyndelsen på min hastigt voksende filmkamerasamling.

Ridderfalk
En resin-kopi af den statuette, som alle prøver at få fat i i John Hustons klassiske noir, Ridderfalken, med Humphrey Bogart som privatdetektiven Sam Spade. Som det bliver sagt i filmen, så er den gjort af det stof, som drømme er gjort af.

Gral-dagbogen fra Indiana Jones 3
Ja, det er simpelthen en kopi af den gral-dagbog, som Indiana Jones’ far har i den tredje Indiana Jones-film, som også er en af mine favoritter. Kopien er brillant lavet og fuld af alle originalens tekster og tegninger. Virkelig flot.

Sherlock Holmes-reol
Jeg er meget stor fan af Sherlock Holmes – og stolt medlem af Sherlock Holmes Klubben i Danmark. Jeg samler på bøger om og med Holmes, som har fået sin helt egen reol i mit bibliotek.

De tre detektiver
Jeg er vild med bogserien om De tre detektiver, og jeg samler på førsteudgaver, både danske og amerikanske. Her er en lille stabel af dem, jeg ejer.

Hergé-albumautograf
Inden jeg købte det signerede julekort, købte jeg et signeret album fra dengang, Hergé i 1980’erne – tror jeg nok – besøgte Danmark. Det er jeg også meget glad for.

Hergé-julekort
Hergé designede hvert år julekort, som han signerede og sendte ud til venner og forretningsforbindelser. Købte dette kort på auktion – var vist sendt til hans danske forlægger. Jeg er meget glad for det.

Bill Plympton-animation
Havde fornøjelsen af at være samtalepartner for den brillante animator Bill Plympton på en animationsfestival i København. Han havde medbragt en ordentlig stabel af originale animationscels fra sine film, og jeg købte et par stykker af dem.

Jaime Hernandez-original
Interviewede Jaime Hernandez, da han gæstede Copenhagen Comics, og købte denne originaltegning. Elsker hans streg. Læs Love and Rockets. Det er en fantastisk tegneserie.

Moebius-kunstmappe 2
Bagsiden af kunstmappen, hvor Moebius har signeret den.

Moebius-kunstmappe
En anden af mine yndlingstegneserieskabere er franske Jean Giraud alias Moebius. Købte denne kunstmappe med erotiske tegninger i hans egen butik i Paris. Stødte samtidig helt tilfældigt ind i ham på en dobbeltudstilling af hans og Hayao Miyazakis værker. Stor oplevelse.

Signeret Robert Crumb-litografi
Jeg er stor fan af den amerikanske tegneserietegner Robert Crumb, og jeg købte for nogle år siden dette signerede litografi. I 2019 mødte jeg så Crumb for første gang, og lige nu skriver jeg på en bog om ham.

Sam Raimi-autograf
En anden af mine favoritinstruktører, Sam Raimi, mødte jeg også i Cannes for en del år siden. Jeg havde skaffet et still fra hans western, The Quick and the Dead, og det fik jeg ham til at signere med en kuglepen. Det gik ikke så godt, så autografen er nærmest præget i fotoet.

Jim Jarmusch-autograf
Også Jim Jarmusch har jeg mødt flere gange – og hvis film, jeg holder så uendeligt meget af. Hang ud med ham i nogle dage på en filmfestival i Serbien for mange år siden. Og måtte også bede ham om en autograf. Han er Mister Cool.

Jeff Goldblum
Jeff Goldblum kom til København for at promovere Jurassic Park: The Lost World. Filmen er ikke så god, men det var Goldblum. Meget professionel og venlig at tale med.

Joe Dante-autograf
En instruktør, jeg aldrig har mødt. Men jeg støttede et Kickstarter-projekt, hvor en af belønningerne var dette signerede foto.

Paul Schrader-autograf
For nogle år siden gæstede Paul Schrader København, og jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham til avisen. Kunne ikke lade være med at bede om hans autograf på et foto fra Mishima.