Artikler fra arkivet: Nils Malmros

Nils Malmros sammen med Helle Fagralid og Jakob Cedergren, der spiller hovedrollerne i Sorg og glæde. Foto: Martin Dam Kristensen/Nordisk Film

Lige for tiden skriver jeg på en bog om produceren Ib Tardini, der begyndte at lave film for mere end 40 år siden.

En af de instruktører, han har arbejdet tæt sammen med, er Nils Malmros. I dag har jeg skrevet på kapitlet om deres første møde, og det fik mig til at tænke på nogle af de interviews, jeg gennem årene har lavet med Nils Malmros.

Især to er jeg glad for.

Det første var til en stor artikel, jeg lavede til Euroman, da Kærestesorger havde premiere. Filmen blev til over tre år – så de unge skuespillere kunne blive ældre naturligt – og jeg var med på optagelserne flere gange.

Interviewet ligger desværre ikke online, men jeg har fundet teksten i mit arkiv, og den kan læses nedenfor. Det er muligvis en version, som ikke er korrekturlæst, og i så fald beklager jeg de fejl, der måtte være.

Det andet interview, jeg er ret glad for, er det, jeg lavede med Malmros til Information, da hans seneste film, Sorg og glæde, havde premiere sidste år.

Christian Monggaard og Nils Malmros i Grands foyer inden filmsludder om Sorg og glæde. Foto: Kim Foss

Endelig lavede jeg også en filmsludder med Malmros i Grand i forbindelse med Sorg og glæde. Den kan man høre her:

Og her følger som sagt artiklen fra Euroman.

Erindringskunstneren

I 40 år har den århusianske filminstruktør og erindringskunstner Nils Malmros fortalt almengyldige historier om sit eget liv. I marts er der premiere på hans 10. film, ’Kærestesorger’, en efterfølger til hovedværket ’Kundskabens træ’. Christian Monggaard har fulgt optagelserne og været på rundtur med Malmros i det Århus, hvorfra hans verden går og altid har gået.

”Den drøm, jeg hyppigst drømmer, er, at min film kører i biografen, og der er ikke noget galt med den, men den er ligegyldig. Den er ikke dårlig. Den er bare ligegyldig. Det er altså en meget, meget ubehagelig drøm. Der er ingen hånlige anmeldelser, det er ikke sådan, men … den er ligegyldig.”

Nils Malmros ser alt andet end glad ud. Og man forstår ham. Hvem ville ikke blive skræmt ved tanken om, at det, man laver, ingen betydning har? For en filminstruktør, der i så høj grad som Malmros bruger sit eget liv som kunstnerisk brændstof, vil det være direkte ødelæggende, hvis ens film var ligegyldige. Han har lavet 10 spillefilm på 40 år, og han har ofte understreget, at en film skal betyde noget for ham, før han giver sig i kast med den. Det er en af de væsentligste grunde til, at han tager udgangspunkt i sine egne oplevelser.

Det er frokost, og vi sidder på Café Casablanca i Århus, et af Malmros’ stamsteder. I hvert fald kender han servitricen, og hun kender ham. Han er høj, tynd og iført samme slags tøj, som når han arbejder: Sorte gummisko, armygrønne bukser med masser af lommer og en gråsort fleecetrøje. Han taler og bevæger sig hurtigt og ligner bestemt ikke en mand, der efterhånden er blevet 64 år gammel. Cafeen ligger midt i byen, kun et stenkast fra katedralskolen, hvor han tog sin studentereksamen i midten af 1960’erne, og hvor mange af de virkelige begivenheder bag hans nye film, ’Kærestesorger’, foregik.

Filmen er dog ikke primært blevet optaget i Århus, men i Viborg, på Viborg Katedralskole, hvilket blandt andet gav Malmros muligheden for fysisk at lægge afstand til ’Kundskabens træ’ (1981), som ’Kærestesorger’ er en slags efterfølger til. Og nok så vigtigt: Viborg Kommune støttede filmen med en million kroner, forklarer Malmros, der brugte pengene til at give filmen den sidste finish og gøre den lækker. Katedralskolen har ifølge instruktøren tænkt sig at bruge ’Kærestesorger’ til at rekruttere nye elever. ”Der er penge i filmen,” som han udtrykker det.

Nils Malmros er født i 1944, og hvor ’Kundskabens træ’, instruktørens store værk om spirende seksualitet og klasselokalets nådesløse, sociale strukturer, skildrer hans år i mellemskolen – det, vi i dag kalder 7.-9. klasse – i 1950’erne, fortæller han i ’Kærestesorger’ om sin gymnasietid i 1960’erne, den svære kærlighed, uønskede graviditeter og overgangen fra barn til voksen. ”Det bliver en værdig efterfølger til ’Kundskabens træ’,” siger han. ”Den er dog ikke lige så dyb. ’Kundskabens træ’ handler om fortrængt seksualitet, i ’Kærestesorger’ har de erkendt deres seksualitet.”

’Kundskabens træ’ blev optaget over 2,5 år for at give de unge skuespillere mulighed for at modnes naturligt, og Malmros har brugt tre år at optage ’Kærestesorger’ – nogle uger hvert år. Det er der ikke mange filminstruktører, som får lov til – eller har modet til at gøre; man tager en chance med de unge skuespillere – men det betyder meget for filmen og hovedrolleindehaverne, som i stedet for at skulle lade som om tydeligt bliver ældre og mere erfarne, efterhånden som tiden går i filmen.

Det gør den kun mere realistisk og troværdig. Og det er kodeord for Nils Malmros, der er en ener i dansk film. Han er en fænomenal erindringskunstner og auteur, der gør det personlige materiale universelt og vedkommende. Gennem hele sin karriere har han insisteret på at blive i Århus og lave film, der med både humor og drama skildrer hans oplevelser som barn og ung så levende og overbevisende, at man får følelsen af, at man er vidne til noget, der lige så godt kunne være ens eget liv.

Det er lidt af en oplevelse at se den århusianske filminstruktør i aktion. I løbet af de tre år, optagelserne til ’Kærestesorger’ varede, var jeg med fire gange, første gang i 2005, sidste gang i sommeren 2008; på Viborg Katedralskole, i studierne i Filmby Århus og på Århus Teater, hvor hovedpersonerne skal se ’Hamlet’. Fra sin plads bag monitoren lever Nils Malmros sig i den grad med i det, der foregår foran kameraet. Han smiler, nikker og vifter med armene, og mellem optagelserne drøner han rundt, flytter på statister og rekvisitter og prøver at være flere steder på én gang. Han er meget specifik, perfektionistisk og detailorienteret i sin instruktion, og man forstår, at han oppe i hovedet har et præcist billede af, hvad han vil have ud af sine skuespillere både verbalt, følelsesmæssigt og fysisk.

”I skal se tættere på kameraet. Ikke i kameraet eller på den anden side af kameraet. Og husk, det er ’Hamlet’, I ser. Husk nu, at det, I ser på scenen, er alvorligt. Ikke se i kameraet.” Det er oktober 2007, og Malmros befinder på øverste balkon på Århus Teater sammen med en håndfuld statister og skuespillere. ”Jonas, du skal sidde mere uroligt,” siger han til Thomas Ernst, der spiller den ene hovedrolle som Jonas, Malmros’ alter ego, i ’Kærestesorger’. Jonas er i teatret med studenterforeningen Minerva, mens hans kæreste, Agnete (Simone Tang), i stedet er gået på Svalegangen sammen med klassekammeraten Toke (Jesper Svane), som hun til Jonas’ store fortrydelse plejer intellektuel omgang med. Jonas er bestemt ikke glad.

”Jonas, du kigger kun på scenen, lidt mere uroligt. Bevæg knæet,” siger Malmros. Han fører Thomas Ernst gennem scenen og bevæger sig, som stod han selv foran kameraet. Så er der én, som hoster nede i salen. Jonas læner sig frem og får øje på Agnetes far (Søren Pilmark), der irriteret kigger på den formastelige. ”Du skal meget, meget mere mod venstre,” siger Malmros. ”Så får du øje på Agnetes far. Du er urolig, Jonas. Men ikke noget med at tage hånden op. Ikke skære ansigt. Se lige på manden, der hoster. Så får du øje på Agnetes far, ’hva’ dælen!’ Lidt mere forundret. ’Hvad laver han her?’ Du skal bare se undrende ud. Ikke klemme øjnene sammen. Så er der ingen grund til, at vi zoomer ind på dig. Ja, det er fint.”

Nils Malmros er en veritabel hvirvelvind. Jeg får at vide, at han selv har bygget det billetkontor, som Århus Teater udstyres med under optagelserne; at han en nat selv har kørt et stort læs sne fra Århus Skøjtebane til Viborg til brug i nogle vinteroptagelser; og at han selv malede balustraden på Viborg Katedralskole, fordi farven var helt forkert. Da jeg spørger om, hvorfor han gør det, fortæller Malmros, at det både skyldes, at der ikke er penge i budgettet til at lade andre gøre det, og fordi han synes, at det er sjovt.

”På en måde er jeg glad for, at filmen bliver optaget over tre år,” siger Malmros’ scripter, Stine Monty, da jeg dukker op til nogle af de sidste optagelser i sommeren 2008. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne holde trit med ham gennem 10 ugers optagelser i træk. Men det er hans energi og ham som person, der gør det så fantastisk.”

Der er ikke mange steder i Århus, hvor Nils Malmros ikke har optaget scener til sine film, og efter frokosten på Casablanca tager han mig med på en tur gennem byen, han kender som få andre. Han går meget hurtigt, og jeg nærmest halser efter ham, mens han viser mig rundt på katedralskolen, hvor dele af ’Kundskabens træ’ er optaget. På et tidspunkt stikker han hovedet ind i et klasseværelse på anden sal i den gamle bygning og spørger den håndfuld elever, som er tilbage, om de godt ved, at de sidder i Syndens Hule.

Det gør de ikke, men et par stykker af dem ser behørigt imponerede ud, da han forklarer dem, at Syndens Hule jo er stedet, hvor personerne i ’Kundskabens træ’ i mørke danser tæt til en skolefest.

I Malmros’ Citroën kører vi videre til bydelen Trøjborg – ”Trøjborg er mit liv. Hvad Amager er for Rifbjerg, det er Trøjborg for mig,” siger han – og de lange, mørke gange under Århus Kommunehospital, hvor instruktøren som dreng legede med de andre børn, fordi hans far, Richard Malmros, var ansat som kirurg på stedet. Gangene kan man både se i ’Drenge’ (1977) og ’Århus by night’ (1989), der handler om dengang, Malmros lavede ’Drenge’ med et københavnsk filmhold, der ikke havde megen tålmodighed med den unge, uprøvede, århusianske filminstruktør.

Vi slutter den guidede tur i en stor villa, farens embedsboligen ved hospitalet, hvor Nils Malmros er vokset op, og som var noget helt andet end de små lejligheder, hans kammerater boede i. Lige inden for døren hænger en ramme med billeder fra dengang, overlæge Malmros og hans familie boede på stedet. Man ser både arbejdsværelse og stue og et familiefoto, hvor en den unge Nils står sammen med sine forældre og fire søskende.

I dag er der hørecenter i villaen, men instruktøren indtager stedet, som bor han der stadigvæk, og vi går ned i kælderen, hvor han havde sit værelse med egen indgang, værkstedet, hvor han byggede teaterkulisser og opførte et lille teater med scene og fortæppe.

På vej derned kommer vi forbi trappen op til villaens første sal, og Malmros lader hånden glide over de mærker i gelænderet, som hans og hans brødres bælter lavede i træet, når de rutsjede ned. Han åbner og lukker døre, tænder og slukker på kontakter og hører de lyde, han så tydeligt kan huske fra sin barndom og ungdom. Han fortæller, at han en dag vil besøge stedet – hvor han i øvrigt har optaget en scene til en af sine film – og med en båndoptager fastholde de mange lyde, som han så måske kan bruge i en film.

Nils Malmros synes at kunne huske alt, og det er ikke mindst hans sjældne sans for detaljer, der gør hans film så fascinerende. Han har en fotografisk hukommelse og husker ikke blot steder og begivenheder. Han husker også samtaler, tonefald og tavsheder, og han evner at bringe dem op på lærredet, dramatisk og humoristisk, så erindringsstoffet bliver levende og minder publikum om, hvordan det var at være barn og ung; hvordan det er at være menneske.

”Jeg husker i stemninger,” siger han, ”og jeg husker primært i pinlige stemninger. Mine film er et katalog over pinlige erindringer. Jeg husker fornemmelser for spændinger folk i en gruppe imellem, og jeg har åbenbart haft overskud til ikke blot at fornemme mine egne fornemmelser, men også fornemme de andres fornemmelser, sådan som jeg oplevede dem.”

Han har endnu ikke oplevet at huske forkert, fortæller han, og han digter ikke ret meget til. ”Der er nogle steder, hvor jeg selvfølgelig laver nogle forskydninger og forenklinger, og der kommer helt klart nogle og gør vrøvl over den nye film. Det er en meget skæg balance. Hvis jeg siger, at jeg digter, vil nogle blive fornærmet og sige, ’nej, så er det jo bare de rene fantasterier.’ Og hvis jeg siger, at det er den pure sandhed, vil folk sige, at ’nej, så er det for nemt.’ Det er 75-80 procents sandhed og 20 procents digt.”

Nogle gange må man simpelthen lave tingene om, så de fungerer på film, forklarer Malmros. ”Man må lave deciderede fejl for ikke at støje. Det ligger i hovedet på alle mennesker, at der er noget med Søren Pilmark og to flygler. I scenen i ’Kærestesorger’, hvor han (i rollen som Agnetes far, red.) skændes med konen over, at han har købt endnu et flygel, siger han, ’har du aldrig hørt, at man kan bruge to flygler? Så sidder man og korresponderer, mens man spiller,’ Vi var simpelthen nødt til at klippe det ud, fordi alle vil sidde og tænke på Pallesen og Pilmark.’”

Nils Malmros føler, at han indgår en slag kontrakt med sit publikum, når han laver en film. En kontrakt, der blandt andet handler om hæderlighed og om ikke at overdrive. ”Jeg gør kort og godt ikke tingene mere dramatiske, end de var,” siger han. ”Min erfaring er, at jeg gennemgående gør tingene mindre dramatiske og mindre symbolske, fordi virkeligheden indimellem er så demonstrativt symbolsk, at det virker som en konstruktion. Tag ’Kundskabens træ’. Den hetz, der kørte mod Elin i klassen, var faktisk mere ondskabsfuld, end jeg beskriver den. Men omvendt er der ikke noget, som er mindre gement, end jeg beskriver det. Naturalisme er jo en skøn ting. Når først du har etableret den, skal der meget lidt til, før tingene er morsomme eller dramatiske. Hvorimod jeg tror, at det at lave et rigtigt lystspil faktisk er rigtig svært.”

Kontrakten mellem Malmros og hans publikum drejer sig også om, at det, han fortæller, er sandt; at det i vid udstrækning er baseret på hans liv. ”Det er nemlig rigtigt formuleret. Baseret på. Det betyder ikke, at det er mit liv. Jeg skal have og har en distance. Det betyder også, at i det øjeblik, hvor jeg decideret træder frem som i ’Århus by night’, må jeg ikke være grovere over for filmholdet, end jeg er over for mig selv.”

Jeg kan ikke lade være med at spørge Nils Malmros, om filmen og kunsten har været en slags terapi for ham, som den har været det for så mange andre filmmagere og kunstnere, hvor de får bearbejdet fortidens traumer. Det føler han ikke, siger han. Han har haft en lykkelig barndom. ”Men selvfølgelig havde jeg nok med ’Kundskabens træ’ et eller andet banalt ønske om soning i forhold til Elin. Det blev ikke til noget, fordi Elin ikke ville medvirke til den soning. Det eneste i retning af terapi er nok ’Kærlighedens smerte’ (1992) (om forholdet mellem en lærer og hans psykisk ustabile elev, red.), som på trods af, at den er skubbet meget i forhold til virkeligheden, nok alligevel er den film, som går tættest på.”

Hvordan vil han ikke fortælle: ”Det er noget personligt stof, som er transponeret, og jeg har transponeret det, fordi jeg ikke vil tale om det.” Det handler om grænsen mellem det private og det personlige, siger Malmros, der i sine film altid har forsøgt at gøre det private personligt og dermed universelt og interessant for andre mennesker. ”Det er min egen distinktion. Det er det, som du ikke rigtig ved, når du laver det; er du privat eller personlig? Jeg kan godt selv blive lidt ubehageligt berørt, hvis andre bliver sådan lidt private. Det har så været min intuition, der har sagt, hvor grænsen lå, og den har så åbenbart vist sig stort set at holde. Der ligger en tilfredsstillelse i, at jeg kan sige, at jeg dokumenterer, at jeg/vi har lavet. Vi har gennemgået alle de her følelser. Det er temmelig banalt.”

Det er François Truffauts skyld, at Nils Malmros blev filminstruktør. Som ung mand så han den franske nybølgeinstruktørs kærlighedsdrama ’Jules og Jim’ (1962) og blev så overvældet, at hans liv var forandret for evigt: ”Jeg havde ikke siddet her, var det ikke for ’Jules og Jim’. At gå ind og se den film og blive så enormt berørt over, at den rammer én i ens eget liv og føle, at det må jeg kunne gøre selv også.” Fingerfærdige Malmros var 17 år dengang, gik i 2.g og havde planer om at blive møbelarkitekt. Men mødet med Truffauts mesterværk førte til spillefilmdebuten ’En mærkelig kærlighed’ (1968), der havde premiere i Århus Studenternes Filmklub, og som siden fik premiere i Repriseteatret i Holte.

Filmen, der i Morten Piils Filmguide  kaldes ”et beundringsværdigt forsøg fra en lidenskabelig ung filmentusiast på at gøre den franske Ny Bølge kunsten efter,” blev dog taget af plakaten efter blot to dage, og siden har Malmros ikke vist den offentligt. I dag indrømmer han hellere end gerne, at det var en mislykket film, men at den også var værdifulde lærepenge for den unge, uskolede filminstruktør. ”Jeg lærte så utroligt meget af de fejl, jeg begik i ’En mærkelig kærlighed’,” siger han. ”Da jeg startede i sin tid, var det ikke, fordi jeg ville kortlægge mit liv. En mærkelig kærlighed var en fiasko, og jeg tog det meget alvorlige spring, at jeg lavede Lars Ole 5.C (1973), hvor jeg sagde, at ’nu vil jeg nøjes med at fortælle det, jeg noget om uden forsøg på at være dybsindig og poetisk.’ Det var så omvendt det, der gav pote og gav Bodil. Jeg fandt ud af, at det var dér, at jeg havde min styrke, og det er så blevet til den ene film efter den anden.”

Sideløbende lod Malmros sig uddanne til læge. Selv om han efter gymnasiet stod med den store drøm om at lave sin egen ’Jules og Jim’ og gerne ville ind på Den Danske Filmskole, var han overbevist om, at han aldrig ville blive optaget med ”mine små, romantiske drømme,” som han formulerer det. I stedet gjorde han som sine kammerater og begyndte på medicinstudiet på Århus Universitet. ”Også fordi det lå i kortene,” siger han. ”Jeg har arvet min fars fingerfærdighed. Der er ingen tvivl om, at jeg ville være blevet en rigtig god kirurg.”

Malmros’ mor havde altid plejet sin søns kreative gen – ”som mig lavede hun også teater  og nissekomedier oppe på loftet; hun var utroligt opmærksom på, hvad jeg lavede, men påduttede mig aldrig noget som helst.” – og det endte med, at han både tilfredsstillede sin mor og sin far. ”Min mor ved at realisere mig selv, og min far ved også at realisere ham, oven i købet bliver jeg ansat på neurokirurgisk afdeling, mens han lever. Hvor blev oprøret af? Jeg kan huske den dag, hvor jeg ringede ud på plejehjemmet, hvor han var på det tidspunkt, for at fortælle ham, at nu havde jeg lavet min første diskusprolaps. Da var han fandeme stolt.”

Paradoksalt nok var det også Richard Malmros, der for alvor satte sønnens filmkarriere på skinner, da han gav ham det Bolex-kamera, som Nils Malmros brugte til at optage ’En mærkelig kærlighed’. ”Han havde nok forestillet sig, at så kunne jeg brænde den drøm af og hellige mig medicinen. Men siden accepterede han jo alligevel også, at jeg kørte mit dobbelte liv.” Det tog tid for Nils Malmros at uddanne sig til læge – han laver film indimellem – men da han endelig blev færdig, arbejdede han i mere end 20 år skiftevis som reservelæge og filminstruktør.

Det har været et dobbeltliv, som har passet ham rigtig godt, forklarer han. Hvor filmen er hans passion – et forkælet liv, kalder han det – er lægegerningen rigtigt arbejde. I dag har han lagt stetoskopet på hylden, blandt andet fordi han pga. filmene ikke kan få en fast stilling, men som reservelæge er nødt til at begynde forfra på et hospital, hvor der nu engang er plads, når han har tid.

Nils Malmros’ omsorgsfulde mor figurerer prominent i ’Århus by night’, men det er i instruktørens forhold til faren, at der har været mest konfliktfyldt og dramatisk stof at trække på. I ’At kende sandheden’ (2002) portrætterer Nils Malmros således en far, han som dreng aldrig for alvor lærte at kende. Filmen fortæller blandt andet om skyldfølelsen over den skandale, Richard Malmros var involveret i, fordi han på neurokirurgisk afdeling i 1940’erne og 1950’erne brugte det kræftfremkaldende kontraststof Thorotrast forud for en hjerneoperation.

”Mine ældre søskende kan fortælle om den her far, der kunne lege og så videre,” siger Malmros. ”Sådan en far har jeg aldrig haft. Hvorfor var han fraværende? I dag kan jeg så se, at på det tidspunkt er han på selvmordets rand og forvandt det aldrig nogensinde. ’At kende sandheden’ handler meget om at forstå ham.”

Med filmatiseringen af færingen Jørgen-Frantz Jacobsens roman ’Barbara’ (1997) som den markante undtagelse har Nils Malmros gennem 40 år og i de 10 spillefilm således kortlagt store dele af sit liv, og det fortryder han på ingen måde, siger han. ”Det startede jo netop med det, der lå så langt tilbage, at det mere handlede om vores fælles urstof. Det, jeg har følt, var min gave, er, at det, jeg har fortalt, har ramt vores fælles urstof. Ellers ville der heller ikke have været finansiering til det. Jeg føler ikke, at det gør mit liv til en film. Jeg sidder ikke her og spekulerer på, om det, der sker lige nu, er stof til en ny film. Jeg vil næsten sige tværtimod. Jeg er ikke voyeur til mit eget liv. Nok til det, jeg har levet, men ikke det, jeg lever.”

Man siger normalt, at en kunstner ikke må tage af hovedstolen, dvs. det personlige stof, når han eller hun skaber. ”Hovedstolen skal være det brændstof, som laver alle fabuleringerne, og man brænder op, hvis man bruger hovedstolen,” siger Nils Malmros. Alligevel har han uden blusel brugt løs af den, hvilket også er grunden til, at han på et tidspunkt under den sidste uges optagelser til ’Kærestesorger’ lidt trist siger til mig, at ”hovedstolen er tømt.” Underforstået, at ’Kærestesorger’ er hans sidste film.

Mens vi spiser det sidste af vores svineskank på Café Casablanca, beder jeg ham om at uddybe udtalelsen – som han er kommet med før, skal det lige siges. ”Jeg havde allerede den følelse efter ’Kundskabens træ’‚” siger han. ”Så blev det ikke sådan og godt det samme. Det er ikke for at være krukket, at jeg siger det. Men jeg føler virkelig, at der ikke er noget. Jeg er fuldstændig tom. Jeg har godt nok noget, jeg gerne vil udtrykke, men hvordan pokker jeg skal gøre det, ved jeg ikke.” Mere vil han ikke sige om det.

Tidligere blev han grebet af panik, når det, han kalder udtryksbehovet, meldte sig, og det var blandt andet derfor, at han efter at have lavet Kærlighedens smerte valgte af filmatisere ’Barbara’. ”Jeg havde alle dage havde sagt, at jeg ikke skulle lave nogen filmatisering, men skulle det være, skulle det være ’Barbara’. Jeg har ingen planer om en ny filmatisering. Man kan godt lave gode film som filmatiseringer, vil jeg skynde mig at sige, og hvis jeg havde en pendant til James Joyces ’The Dead’ f.eks., der jo er filmatiseret, kunne det da godt være, at jeg ville overveje at filmatisere den. ’The Dead’ i Århus. Men det er ikke bare det, at der er en god bog, men at der ligger en nødvendighed i at gøre det.”

Angsten for ligegyldigheden lurer stadigvæk. Men gør det ham ikke nervøs, at han endnu ikke har en ny film i tankerne? ”Jo, det gør mig nervøs, men ikke mere nervøs, at skulle det være tilfældet, så er det altså det. Herregud, jeg er 64 år gammel.”

Fakta

Nils Malmros er født den 5. oktober 1944 i Århus, søn af cand.mag. og overlægedatter Eli Cold og neurokirurg Richard Malmros. Han og fire søskende voksede op i en embedsbolig på Århus Kommunehospital, og han har hele sit liv boet i den jyske hovedstad. Malmros er uddannet læge og har siden debuten i 1968 instrueret 10 spillefilm, der stort set alle tager udgangspunkt i hans eget liv og egne oplevelser som barn og ung. ’Skønheden og udyret’, ’Kærlighedens smerte’ og ’Barbara’ deltog alle i konkurrencen på filmfestivalen i Berlin. Og han har vundet Bodil-statuetter for ’Lars Ole 5.C’, ’Drenge’, ’Skønheden og udyret’ og ’Kærlighedens smerte’.

En mærkelig kærlighed (1968)

Lars Ole 5.C (1973)

Drenge (1977)

Kundskabens træ (1981)

Skønheden og udyret (1983)

Århus by Night (1989)

Kærlighedens smerte (1992)

Barbara (1997)

At kende sandheden (2002)

Kærestesorger (2009)

Sagt om Nils Malmros

”I sine bedste øjeblikke er Malmros hverken abstrakt eller uvedkommende eller pinlig, fordi han i en tilstand af bevidst-ubevidst magter at løfte det private via det personlige over i noget, jeg ikke er bange for at kalde kunsten.”

Klaus Rifbjerg i Filmmagasinet Ekko 35, nov.-dec. 2006

”Han er sindssyg, men sød. Hvis folk har en idé med det, de laver, og vil noget, så bliver jeg lidt blød i knæene og siger, ’hold kæft, hvor er det godt.’ Så giver man sig i hans vold. Han er så dedikeret til sit arbejde, og det er planlagt ned i mindste detalje. Og det er måske det, der skal til for at være genial, at man fuldstændig uden slinger i valsen følger sine idealer.”

Søren Pilmark under optagelserne til Kærestesorger

”Malmros er den mest arrogante person, jeg har mødt, og det er ikke påtaget. Hvis min styrke er stædigheden, er hans arrogancen! Den findes uvægerligt i alt, hvad han har lavet, og uden den ville det heller ikke være muligt  at ophøje, som han gør, og tage højtideligt, som han gør. Og det er stor kunst.”

Lars von Trier i Filmmagasinet Ekko 35, nov.-dec. 2006

”Når Nils Malmros ved siden af Lars von Trier står som en af de iøjnefaldende auteurs i efterkrigstidens danske film, hænger det sammen med en særlig stædighed kombineret med en enestående evne til at erindre i klart sansende billeder. Ingen andre i dansk film har trukket på det personlige erindringsstof med så stor dybde og træfsikkerhed som Malmros. Erindringsstoffet destilleret og forædlet. Udtrykt i et filmsprog, som konsekvent har levet op til auteur-teoriens krav om at lave film med en personlig og umiskendelig ’håndskrift’.”

Morten Piil i opslagsværket Danske filminstruktører