Mig og Woody Allen

Woody Allen sammen med Cate Blanchett og Peter Sarsgaard under optagelserne til Blue Jasmine. Foto: Scanbox

Det skal ikke være nogen hemmelighed – og er det vel heller ikke – at jeg holder endog meget af Woody Allen og hans film, og for mig er det en stor dag, den ene gang om året, hvor der er premiere på en ny film fra hans hånd.

Således er i dag en stor dag, fordi der er premiere på dramaet Blue Jasmine, som jeg har anmeldt positivt i avisen. Det er utroligt, at Woody Allen i en alder af 77 kan blive ved med at lave så gode film i så højt et tempo, og selv når han er mindre god, er han bedre end så mange andre instruktører. Blue Jasmine er hans spillefilm nr. 43, og der er adskillige mesterværker iblandt dem.

Jeg er mest begejstret for hans komedier, og dem er der mange gode af – både de tidlige, meget sketchagtige, og de senere, mere karakterdrevne – men også de dramaer, han har lavet i de senere år, begyndende med Match Point, viser en Woody Allen på toppen af sin karriere.

Hans film er sædeskildringer og foregår ofte i miljøer – blandt jødiske new yorker-intellektuelle – man ikke selv færdes i, og handler om mennesker, man ikke selv omgås. Men de er samtidig meget universelle i deres budskaber og i de menneskelige relationer og følelser og psykologiske mekanismer, de skildrer. Det er Woody Allens geni – at man kan relatere til hans personer, selv om de ofte opfører sig så tåbeligt, eller måske netop fordi de opfører sig så tåbeligt.

De er lige så dumme og forvirrede som alle os andre, når der kommer til parforhold og livet og døden, der sniger sig ind på os.

Og så kan Woody Allen skrive replikker, som meget få andre. De gnistrer af vid og bid, og ikke mindst er det en fornøjelse, når de ligger i munden på Allen selv eller i munden på en af de yngre skuespillere, han i stigende grad inden for de seneste 20 år har fået til at spille variationer over det neurotiske, eksistentielt udfordrede storbymenneske, han har gjort til sin specialitet.

Jeg har haft den store fornøjelse at møde og interview Woody Allen to gange – begge gange på filmfestivalen i Cannes og begge gange i forbindelse med verdenspremieren på en af hans film. Jeg betragter det som to af de helt store oplevelser i min professionelle karriere – i stil med da jeg mødte Martin Scorsese og Francis Ford Coppola og David Cronenberg.

Første gang, jeg talte med Woody Allen, handlede det om You Will Meet a Tall Dark Stranger – da talte han meget om døden, som han naturligt nok har et anstrengt, men også humoristisk forhold til. Anden gang var i forbindelse med den dejlige fantasi Midnight in Paris, hvor det også lykkedes mig at få hans autograf.

Et for mig uvurderligt trofæ, der selvfølgelig hænger på væggen derhjemme.

Gennem de efterhånden 20 år, jeg har skrevet om film, har jeg anmeldt en del af Woody Allens film – og skrevet flere portrætter af manden, f.eks. da den friske Vicky Cristina Barcelona havde premiere. Den film anmeldte jeg også. (De øvrige anmeldelser kan man finde i arkivet på Informations hjemmeside.)

Et par år forinden udkom både en interviewbog med Woody Allen og en bog med nogle af instruktørens humoristiske tekster til blandt andet The New Yorker. Jeg skrev om begge dele i denne artikel.

Og i 2005 var jeg til pressemøde i Cannes med Woody Allen, da han præsenterede verden for Match Point.

En af mine favoritter blandt Woody Allens mange film er musicalen Everyone Says ’I Love You’, som også var en af de første film, jeg anmeldte for Information. Kombinationen af Woody Allen og musical – som er en favoritgenre – er simpelthen ikke til at stå for.

Et andet aspekt af Woody Allens virker er den traditionelle jazzmusik, han selv elsker, bruger i sine film og gerne giver sig af med at spille på sit stamsted i New York. I 1998 lavede Barbara Kopple en dokumentarfilm om Woody og hans jazzkarriere, Wild Man Blues, og for to år siden gæstede han med sit orkester København. Jeg var selvfølgelig til koncerten, der var en stor, stor oplevelse.

Jeg vil slutte min rundtur i Woody Allen-land af med en anbefaling af den dokumentarfilm, som Robert Weide lavede om Woody Allen for et års tid siden, og som jeg talte med instruktøren (Weide, altså) om, også i Cannes.