Monggaards julekalender 2021 – 1. december: Paul Schrader

Julemåneden er begyndt, og jeg har lavet en julekalender, der byder på (forhåbentlig) sjove, spændende, mærkelige ting fra mit arkiv. Jeg har været skribent i snart 30 år, jeg bliver 50 om to måneder, og til september har jeg været på Information i 25 år. Det synes oplagt at gøre en form for status.

Nogle af tingene har ikke været læst/set/hørt tidligere, andre er bare nærmest utilgængelige og glemte.

Bag første låge gemmer sig et nyt interview med Paul Schrader.

Jeg var så heldig for et par måneder siden at få lov til at tale med Schrader – via Zoom – om hans nye film, The Card Counter. Det er en stærk og fremragende film, der som så mange andre af hans film handler om en mand, titlens kortspiller – spillet af Oscar Isaac – der kæmper med sig selv og livets store eksistentielle spørgsmål.

Paul Schrader (tv.) og Oscar Isaac under optagelserne af The Card Counter. Foto: Heidi Hartwig/Focus Features

Schraders mænd er anfægtede mænd, og det har de været, siden han skrev Taxi Driver, Raging Bull og The Last Temptation of Christ for Martin Scorsese, og det skyldes blandt andet Schraders egen, strengt religiøse opvækst. Det og meget andet fortæller han om i interviewet, som af forskellige uheldige grunde ikke nåede at komme i avisen, og som således kun kan ses lige her.

Jeg følger Paul Schrader på Facebook, hvor han skriver både spændende og provokerende opdateringer. Han er en progressiv herre, men også en ældre mand, der indimellem synes at have lidt svært ved at følge med i den udvikling, der sker i verden – hvilket han så også gerne indrømmer.

For nogle år siden var Schrader i København, og da talte jeg også med ham til Information.

Her er et uddrag fra den artikel:

I en scene i Paul Schraders nye film, Adam Resurrected, taler hovedpersonen, den tidligere kz-fange Adam Stein, med en anden tidligere fange om Guds rolle i Holocaust. “Hvor var Gud,” spørger Steins ven.

“Gud var gået til frokost. Men han lagde en besked. Se på din arm,” siger Stein og peger på vennens arm, på det nummer, som nazisterne tatoverede på armen af alle kz-fanger.

“Jeg elsker den replik. Det er min favoritreplik,” siger Paul Schrader med et smil, da jeg sidder over for ham på et hotel i det indre København. Den amerikanske filminstruktør og manuskriptforfatter er i byen for at præsentere Adam Resurrected på CPH:PIX, og han viser sig at være en afslappet, velholdt herre på 62 år, der gerne svarer på mine spørgsmål.

Og dem er der mange af. Schrader er noget nær en levende legende: Beundret manuskriptforfatter bag nogle af Martin Scorseses bedste film – ikke mindst Taxi Driver (1976), Raging Bull (1980) og The Last Temptation of Christ (1988) – og selv anerkendt instruktør af en lang række spændende og udfordrende film, fra Hardcore (1979) og American Gigolo (1980) over Mishima: A Life in Four Chapters (1985) og Light Sleeper (1992) til Affliction (1997) og The Walker (2007).

Anfægtede mænd
Paul Schraders film handler om anfægtede mænd, outsidere, der har svært ved at finde sig tilrette blandt alle andre mennesker, og som tvivler – på sig selv, på sin tro, på omgivelserne.

“De siger én ting, men gør noget andet. Tror, at de kender sig selv, men gør det ikke fuldt ud. Men det er jo bare essensen af en interessant karakter. Det, der gør det specielt i forhold til mig, er, at jeg har forfulgt disse karakterer med en vedholdenhed og en besættelse, som er forholdsvis unik.”

Adam Resurrected er ingen undtagelse fra det, der i Schraders tilfælde næsten er blevet en regel. Filmen er baseret på en næsten 40 år gammel bog af den israelske forfatter Yoram Kaniuk og er et modigt, ukonventionelt og i manges øjne provokerende Holocaust-drama om den tidligere jødiske klovn, Adam Stein (en fantastisk Jeff Goldblum), der i 1960’erne bor på et psykiatrisk hospital i den israelske ørken sammen med andre overlevere fra nazisternes koncentrationslejre.

Sårede eksistenser
Adam er stedets store entertainer – en begavet, flamboyant charmør og brillant illusionist – og ligesom sine medpatienter gemmer han på en smerte så stor, at den har gjort ham vanvittig. I førkrigstiden var han Tysklands populæreste entertainer, men sammen med sin kone og datter blev han sendt i koncentrationslejr, og her blev han tvunget til at spille hund for lejrkommandanten Klein (Willem Dafoe). Adam håbede på, at ydmygelsen ville redde hans familie, men det gjorde den ikke.

Adams forfærdelige historie bliver fortalt i tilbageblik, og i filmens nutid begynder hans helingsproces, Adams genopstandelse, da lederen af hospitalet (Derek Jacobi) finder en dreng, der opfører sig som en hund. Adam er den eneste, som formår at kommunikere med drengen/hunden, og et tæt bånd knyttes mellem de to sårede eksistenser.

Originalt og modigt
“Min film overtræder to af de uskrevne love, der er for Holocaust-film. For det første er det fiktion. Meget få film om Holocaust er fiktion. De er alle baseret på sande historier. Det, der foregår i min film, er aldrig sket. Der har aldrig eksisteret et hospital som dette. Der har aldrig været et forhold af denne slags mellem en lejrkommandant og en fange.”

“For det andet er bogen ikke ærbødig, og det er næsten alle film om Holocaust. Det er en meget syrlig bog, og den er skrevet omkring samme tidspunkt som Catch-22, Slagtehal 5 og Bliktrommen og tilhører den samme satirisk litterære tradition. Den var kontroversiel, da den udkom i Israel i 1971, og den blev kun accepteret som en litterær klassiker, efter at den var blevet prist og hyldet i Europa.”

Adam Resurrected er produceret af israeleren Ehud Bleiberg, der er så begejstret for bogen, at han har brugt 20 år på at få den op på lærredet.

“Det færdige manuskript blev sendt til mig, og jeg fik at vide, at en række af de sædvanlige Hollywood-instruktører havde sagt nej til at instruere manuskriptet, fordi de ikke troede, at man kunne gøre det der med hunden,” siger Schrader.

“Det faldt mig aldrig ind, at det kunne blive et problem. Det slog mig som værende originalt og modigt, og det leder man hele tiden efter, især i dag i film, noget, man ikke har set før. Den metafor – historien om en mand, der engang var en hund, som møder en hund, der engang var en dreng – var grunden til, at jeg sagde ja til at lave filmen. Jeg er ikke jødisk, og jeg tror ikke, at verden har ventet på, at jeg skulle give min mening om Holocaust til kende. Men metaforen fik mig til at spærre øjnene op.”

Et nemt oprør
Det er nærliggende at spørge Paul Schrader, om den anfægtede mand, han så ofte portrætterer, er ham selv. Han fik en streng, calvinistisk opdragelse, så ikke en eneste film, før han var blevet 18 år gammel, og han studerede teologi på universitetet, inden han skiftede til film.

“De er mig i den forstand, at jeg har skrevet om dem og lavet film om dem, og derfor er de mig ikke fremmede,” siger Schrader.

“Følelsen af at være en fremmed i sin egen krop er noget, jeg tror, alle kender. For mig blev den forstærket af, at jeg i 1966 gik fra en hermetisk lukket, religiøs opdragelse til universitetet i Los Angeles, hvor jeg havnede midt i en malstrøm af modkulturelle omvæltninger. Jeg iagttog hele tiden mig selv gøre de forskellige ting. Den følelse af ikke at høre til er blevet hos mig gennem alle årene.”

Filmen blev et oprør for ham, men han beskriver det som et nemt oprør: “Andre unge var nødt til at røve tankstationer og komme i uføre for at gøre oprør. Jeg behøvede blot at se film.”

Sammen med blandt andet Martin Scorsese og Francis Ford Coppola tilhører Paul Schrader den såkaldte movie brat-generation, som op gennem 1960’erne og 70’erne, hvor filmen var det foretrukne udtryksmiddel, fornyede kunstarten. Han skrev filmkritik med den navnkundige Pauline Kael som mentor, men ville hellere fortælle historier, og i 1974 solgte han sit første manuskript, til Sydney Pollacks Yakuza. Gennembruddet kom to år senere med Taxi Driver, og i 1978 begyndte Schrader også at instruere, fordi han ikke følte, at han havde tilstrækkelig kontrol over sit kreative liv.

Ydmygelser
Paul Schrader mener ikke, at man kan underholde uden også at uddanne – og omvendt. Men efter så mange år i branchen har han overhovedet ingen illusioner om filmverdenen tilbage, fordi, som han siger, “alle entertainere bliver betalt for at ydmyge sig selv. Som manuskriptforfatter og filminstruktør handler det om at udstille sig selv, ydmyge sig selv af hensyn til underholdningsværdien – og forhåbentlig også for at uddanne andre – og hvis man ikke vil acceptere den side af sit arbejde, er man formentlig i den forkerte branche.”

“Hollywood er ved at forandre sig. Film er ved at forandre sig. Jeg ved ikke, hvor meget længere filmmediet eller filmstudierne vil eksistere. Sidste år skrev jeg et meget kommercielt manuskript og solgte det for mange penge – inden det økonomiske kollaps. For tiden forsøger jeg ikke engang på at lave noget, der er det mindste esoterisk. Jeg prøver at finde noget, som jeg kan få finansieret. De film, jeg har lavet gennem de seneste 20 år, tror jeg ikke, at jeg ville kunne få finansieret nu. Jeg vil ikke engang forsøge.”

Heldigvis nåede Paul Schrader at lave Adam Resurrected, inden han kom til den erkendelse.

Offentliggjort  01/12/2021