Monggaards julekalender 2021 – 3. december: Frank Oz

Julemåneden er begyndt, og jeg har lavet en julekalender, der byder på (forhåbentlig) sjove, spændende, mærkelige ting fra mit arkiv. Jeg har været skribent i snart 30 år, jeg bliver 50 om to måneder, og til september har jeg været på Information i 25 år. Det synes oplagt at gøre en form for status.

Nogle af tingene har ikke været læst/set/hørt tidligere, andre er bare nærmest utilgængelige og glemte.

Bag den tredje låge i min julekalender gemmer sig et interview med den amerikanske instruktør, dukkemester og skuespiller Frank Oz, far til Miss Piggy og Yoda og instruktør af nyklassikere som Muppets Take Manhattan, Little Shop of Horrors, Dirty Rotten Scoundrels og Bowfinger.

Frank Oz med Miss Piggy og Jim Henson med Kermit under optagelserne til Muppet Show.

For et par år siden lavede Oz også en fantastisk dokumentarfilm, Muppet Guys Talking: Secrets Behind the Show the Whole World Watched, som var en samtale mellem Oz selv og en række andre af de brillante muppeteers, der vakte mupperne i Muppet Show og Sesame Street til live.

I anledning af filmens premiere lykkedes det mig at få arrangeret et interview med Oz, der var en af muppet-skaberen, Jim Hensons, nærmeste kreative medspillere i mange år.

Jeg er kæmpefan af mupperne og Muppet Show, og det var lidt af en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg fik mulighed for at tale med ham.

Hermed et uddrag fra en af mine seneste muppet-artikler i Information – den blev bragt i anledning af, at Muppet Show blev tilgængelig på Disney+:

Her er fem grunde til, at ’The Muppet Show’ er det bedste, der er sket, siden man fandt på at skære brød i skiver.

1. Den følsomme, charmefrø

Frøen Kermit er det blødende, bankende hjerte i The Muppet Show. Han er også den charmerende frø bag det varietéshow, som mupperne i hvert afsnit med større eller mindre held forsøger at afvikle i et gammelt teater. Kermit er en følsom, evigt bekymret og meget imødekommende sjæl, som gør sit bedste for at holde styr på de uregerlige mupper – og for at gøre de mange berømte gæstestjerner glade. Kermit lader af ren og skær loyalitet gode venner som fuglen Gonzo og bjørnen Fozzie optræde igen og igen, selv om det så ofte går galt.

Huskomikeren Fozzie fortæller vandede vittigheder, der har det med at falde til scenegulvet med et brag, mens vovehalsen Gonzo leger kanonkonge og får sig skudt op gennem taget eller ud til publikum, deriblandt to gnavne, gamle herrer, Statler og Waldorf, der fra deres loge med stor fryd gør grin med Fozzie og i det hele taget blander sig, når de ikke synes, at varietéshowet fungerer – hvilket er nærmest hele tiden.

Og så er der de evindelige problemer, Kermit har med temperamentsfulde Miss Piggy. Hun er, som navnet antyder, en gris og showets ukronede dronning og absolutte diva, der af lige dele kærlighed og ambition mener, at hun og »Kermie« hører sammen. Det er han dog ikke helt lige så sikker på.

Miss Piggy har endog meget svært ved at acceptere, når gæstestjernerne er kvindelige skuespillere, komikere eller sangere. Hun er stjernen og vil på ingen måder finde sig i at blive overstrålet af andre – slet ikke når hendes elskede Kermit viser dem lidt for megen opmærksomhed. Hun kan vende på en tallerken – sødme bliver afløst af snerrende vrede, og så slår hun gerne fra sig med sit berømte karateslag, der effektivt gør det af med både mennesker og mupper.

Nej, det er ikke nemt at være grøn, som Kermit synger i sin signatursang, og man forstår ham. Indimellem, når kaosset tager overhånd, mister han besindelsen og skælder ud, men han falder hurtigt ned igen og arbejder videre. Det er jo showbusiness.

2. Muppe-magi

Der findes et klip fra 1975, hvor Jim Henson er på besøg hos talkshowværten Johnny Carson i The Tonight Show. Med sig har Henson to af sine berømte dukker – mupper – bandlederen Dr. Teeth og Kermit, der begge får lov til at tale med Johnny Carson. Det udvikler sig selvfølgelig lige så uforudsigeligt og morsomt, som man kunne forvente, ikke mindst da Carson spørger ind til Kermits sexliv, og Kermit fortørnet svarer, at den slags spørger man altså ikke frøer om, hvorefter Carson må undskylde.

Da Henson lidt efter forlader den varme stol sammen med mupperne, vender Carson sig mod sin anden gæst, sangerinden Diahann Carroll, og siger: »Det er sjovt, hvor fantasien begynder, og … man bliver så fanget af det. Jeg sidder her og taler med en frø.«

Hun svarer: »Og man ser slet ikke på ham (Jim Henson, red.), man ser kun på dyret.«

Carson: »Jeg taler med frøen, og frøen bliver vred.«

Han ryster på hovedet og ser ud mod publikum, der griner.

»Jeg siger undskyld til en dukke.«

Det er den samme historie, man hører fra andre mennesker, som mødte Henson – eller andre af de afsindigt dygtige dukkeførere på The Muppet Show – og deres mupper. Og man oplever det selv, når man ser videoklip, hvor Henson optræder med for eksempel Kermit, eller når Frank Oz optræder med Miss Piggy: Der er ingen tvivl om, at det er dem, som både sørger for at bevæge dukken og tale som den, men det er ikke dem, man kigger på eller interagerer med.

Det er mupperne selv, og det er det, man kalder ’muppe-magi’ og en af de vigtigste grunde til, at Jim Henson fik så stor succes med mupperne. I The Muppet Show hjælper det selvfølgelig også, at man ikke ser dukkeførerne.

De var meget mere ekspressive og, ja, levende, end man var vant til hos den slags hånddukker, og så kunne de tillade sig at gå længere – være frækkere – end mennesker ville kunne tillade sig.

Dukkeførernes personlighed og temperament forplantede sig til mupperne, der kunne svare igen over for både børn og voksne, og interagere med deres omgivelser på lige fod med alle andre tænkende og følende væsener. Mupperne udgjorde en stor, dysfunktionel og mangfoldig familie og havde både gode og dårlige sider, hvorfor det ikke var svært at genkende sig selv i en eller flere af dem.

3. Humor til voksne – og børn

Slapstick, satire, anarki, standup. Humoren er allestedsnærværende i The Muppet Show og meget mangfoldig. Og så er den mere møntet på et voksent publikum end på børn. Jim Henson havde allerede skabt det meget børnevenlige Sesame Street – som stadig kører på amerikansk tv – da han fik ideen til The Muppet Show.

Han var bange for at blive sat i bås som én, der udelukkende laver underholdning for børn – selv om en af hans kongstanker netop var at skabe opbyggeligt kvalitetsindhold for børn – og i Storbritannien fandt han en producent, Lew Grade, som turde tage chancen med en dukkeserie for voksne.

At børn så også sagtens kunne se med – og gjorde det verden over, ikke mindst i Danmark – siger noget om, hvor brillante dukkeskabere, historiefortællere og gagmestre Jim Henson og hans håndgangne kvinder og mænd var.

De fleste kan forstå Fozzies vittigheder – »Hvad sagde den store drage til musen? Giver I op? Ingenting! Drager kan ikke tale!« – Miss Piggys karateslag, Gonzos fjollerier, Den Svenske Koks mildest talt mærkværdige madlavningsindslag og Dr. Bunsen Honeydew og hans stakkels assistent, Beakers, sjældent ufarlige videnskabelige forsøg.

Men det bliver en smule mere abstrakt og meta-agtigt når Sam the Eagle, moralens vogter på varietéshowet, forsøger at overbevise Kermit om, at et nummer må droppes, fordi det strider imod de gode, sunde og amerikanske kerneværdier, som Sam repræsenterer – og som han mener, at showet også skal repræsentere.

Eller når Pigs in Space parodierer datidens science fiction-serier, mens Veterinarian’s Hospital – Dyrehospitalet – laver sjov med sæbeoperaen med Rowlf, en hund, i rollen som vittig cheflæge.

4. Fra John Cleese til Liza Minelli – en pragtparade af gæstestjerner

De fem sæsoner og 122 afsnit af The Muppet Show byder på en sand pragtparade af berømte skuespillere, sangere, entertainere, komikere, der alle viser nye sider af sig selv i samspil med de ofte uforudsigelige mupper.

Til at begynde med – i første sæson – var det ikke helt nemt for Jim Henson & co. at få stjernerne til at medvirke i The Muppet Show. Ingen vidste endnu, hvad det var, og hvilket fænomen det ville udvikle sig til – og så var der lige det med dukkerne.

Men da balletdanseren Rudolph Nurejev sagde ja og blandt andet forfølges af en opstemt Miss Piggy og optræder med en dans fra den berømte ballet, Svinesøen – sammen med en stor, tyk gris i tylskørt og balletsko – så skete der noget.

Nu henvendte de største stjerner sig selv for at få lov til at være med, og det resulterede i utallige uforglemmelige øjeblikke med mennesker og mupper i skøn forening: Roger Moore, der slås med karatedukker; James Coburn, der forsøger at lære den hidsige, dyriske trommeslager Animal at meditere; Rita Moreno, der vil synge »Fever«, men hele tiden forstyrres af Animal, der tæsker løs på trommerne; Liza Minelli, der forfølges af en morder, men får hjælp af både politibjørnen Fozzie og privatdetektiven Kermit; Julie Andrews, der genopfører scener fra The Sound of Music sammen med mupperne; Alice Cooper, der forsøger at købe muppernes sjæle for alverdens rigdomme; Danny Kaye som Den Svenske Koks onkel; John Cleese, der må bindes til en stol i sit omklædningsrum, fordi han faktisk slet ikke vil være med i The Muppet Show.

5. Muppernes musikalitet

The Muppet Show er fuld af musik – som det sig hør og bør for et varietéshow af den gammeldags slags. Og mange af de gæstestjerner, som er med i serien, er da også musikere og sangere – John Denver, Elton John, Petula Clark, Harry Belafonte, Shirley Bassey, Joan Baez – som får mulighed for at synge nogle af deres kendte sange i usædvanlige sammenhænge. Men også mupperne er musikalske og spiller gerne op til fest.

Hunden Rowlf er showets pianist, der giver en stille sang på klaveret, mens han fortæller en historie – eller lytter til andre fortælle dem. Og så er der selvfølgelig husorkesteret Dr. Teeth and the Electric Mayhem, der mest af alt ligner og opfører sig som et psykedeliske syreband fra 1960’erne.

Den flamboyante frontfigur, Dr. Teeth, som er inspireret af New Orleans-musikeren Dr. John, synger og spiller keyboard, Animal, der som regel må holdes i lænker for ikke at angribe andre, spiller trommer, flipperen Floyd Pepper spiller bas, blomsterbarnet Janice spiller guitar, og cool, fåmælte og solbrillebærende Zoot spiller saxofon.

Heller ikke interviewet med Oz blev der desværre plads til i avisen, men her er det som lydfil – og jeg undskylder virkelig lydkvaliteten. Det er lavet over en meget dårlig telefonforbindelse.

Offentliggjort  03/12/2021