Sherlock Holmes i lange baner

Basil Rathbone og Nigel Bruce som Sherlock Holmes og doktor Watson

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for Sherlock Holmes, både Sir Arthur Conan Doyles bøger og flere af de film og tv-serier baseret på bøgerne. Og den begejstring er gennem de seneste 15 år resulteret i en række artikler, der er blevet trykt i Information.

En af mine favoritter lige for tiden er BBC’s Sherlock, der er skrevet af Steven Moffat og Mark Gatiss og modigt moderniserer Sherlock og hans univers. Det virker, fordi Moffat og Gatiss selv elsker Sherlock Holmes-figuren og har stor viden om og respekt for Doyles originaler.

Jeg har tidligere anmeldt Sherlock, og for nylig var jeg endda så heldig, at jeg fik lov til at interviewe Moffat og Gatiss, som jeg længe har været stor fan af.

Til gengæld giver jeg ikke ret meget for Guy Ritchies udgave af Sherlock Holmes. Jo vist, er begge film da underholdende, men de har ikke rigtig noget med den oprindelige figur at gøre. Hvilket Ritchie og Co. påstod, før den første film havde premiere, og det er nok det, der irriterer mig mest.

Jeg har selvfølgelig også skrevet om Conan Doyles historier, blandt andet den fine nyoversatte udgave som udkom på dansk for ganske nylig.

Der findes den såkaldte conan – altså de 56 noveller og fire romaner, som Conan Doyle skrev om Holmes – og så findes der alle de apokryfe skrifter, dvs. pasticher og efterligninger og den slags, som andre forfattere har forsøgt sig med. En af dem var danske Carl Muusmann, der for mere end 100 år siden skrev en historie, hvori Holmes besøgte Danmark.

Der er også lavet tegneserier om Holmes og andre figurer fra historierne.

Conanikere og sherlockianere kalder man de entusiaster, der beskæftiger sig med Sherlock Holmes og Conan Doyle så indgående og dedikeret, at det minder om regulær forskning. Nogle af de entusiaster finder man i Danmark, og de udgiver bøger.

Hvilken Sherlock Holmes, der er den bedste på film og tv, er også et ivrigt diskuteret emne, og det skrev jeg om i en af mine første artikler om Conan Doyles så ofte dramatiserede detektiv. Personligt har jeg altid været mest glad for Jeremy Bretts inkarnation, og det forsøger jeg kort at forklare i denne artikel, der egentlig handler om Basil Rathbones Holmes, som nu heller ikke var dårlig.